Fredag den 11. november til søndag den 13. november inviterede stormagasinet Salling til 110 års fødselsdag.
Weekenden bød på et guldklædt stormagasin, jubilæumskage og et gensyn med de blåklædte elevatorførere.
For 110 år siden begyndte historien om Salling, da Ferdinand Salling tilbage i 1906 åbnede en manufakturhandel på Strøget i Aarhus, som dengang var en lille by i provinsen. Med et motto, der hed ’alt for kunden’, tog Ferdinand Sallings forretning hurtigt fart. I dag er Salling ikke blot uløseligt forbundet med den aarhusianske historie, men samtidig grundstenen bag landets største detailvirksomhed, Dansk Supermarked Group.
“Salling har eksisteret længere, end nogen snart kan huske tilbage, og som institution her i byen er vores historie flettet sammen med aarhusianernes egne livshistorier. Derfor vil vi gerne invitere alle aarhusianere med til fejringen af Sallings jubilæum. Det betyder meget for os som institution, at vi kan give noget tilbage til byen, både i form af arrangementer og events i Salling, men også ved at støtte op om lokale attraktioner og begivenheder. Sallings historie har en stor værdi for os. De gamle værdier og ønsket om at give kunden den bedste service er stadig et vigtigt omdrejningspunkt i Salling og for husets medarbejdere,” siger Direktør i Salling, Marianne Bedsted,
”Nu er tiden kommet”lød overskriften på den første Salling annonce, da Ferdinand Salling åbnede på Søndergade, som dengang var domineret af sporvogne og handlende aarhusianere iklædt deres fineste puds.
I løbet af de første årtier overtog Ferdinand Salling flere af de omkringliggende butikker, inden Salling i 1956 rundende 250 medarbejdere og reelt var blevet et stormagasin. I 1964 åbnede Salling i Nordjyllands hovedstad, Aalborg, nu under ledelse af Herman Salling. Siden fortsatte Herman sit forretningseventyr med kæderne Netto, føtex og Bilka. I dag har Salling Aarhus årligt omkring seks millioner kunder i det 20.000 kvadratmeter store stormagasin.
“Ferdinand og Herman Salling var begge fantastiske købmænd med sans for at tilfredsstille kundernes behov. ”Altid fremgang – aldrig stilstand’ var den indstilling de begge havde. Den indstilling illustreres bedst ved, at en lille forretning er blevet til en af Danmarks største virksomheder,” siger Marianne Bedsted.
Salling fejrede weekenden med et nostalgisk program. Stormagasinet blev pyntet i guld, guldballoner blev delt ud og der blev serveret jubilæumskage. I elevatorerne blev kunderne mødt af elevatorførere, som høfligt sørgede for, at kunderne kom til den ønskede etage.
Alle kunder, der var tilmeldt Sallings nyhedsbrev, modtog et gavekort på 110 kr. Et sådan beløb ville unægteligt have rakt meget langt i 1906, hvor Salling åbnede sin forretning. Det var otte år før 1. Verdenskrig startede og en liter mælk kostede blot 14 øre.