Maersk Tankers gennemfører opkøb af det svenske tankskibsrederi Broström AB.
Det sker efter at A.P. Møller-Mærsk A/S har fået endelig godkendelse fra de europæiske konkurrencemyndigheder vedrørende købstilbuddet til aktionærerne i det svenske Broström AB.
Det er koncernens svenske datterselskab Maersk Product Tankers AB, der formelt opkøber aktierne i Broström AB. Købstilbuddet blev fremsat i august 2008.
“Vi er glade for, at vi har opnået de nødvendige godkendelser og ser frem til at begynde integrationsprocessen, som vil skabe verdens førende produkttankskibsrederi”, siger Kristian Mørch, Senior Vice President i Maersk Tankers.
“Sammenlægningen af de to selskaber gør os i stand til at tilbyde en forbedret service på verdensplan via en stor, moderne og homogen flåde, som lever op til de højeste sikkerhedsstandarder”.
Prisen per aktie ventes at blive 57,73 svenske kroner svarende til omkring 2,9 milliarder kroner for hele selskabet.