A.P. Møller Holding A/S blev stiftet den 20. december 2013.
Det skete som led i en helt ny selskabsstruktur for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Ved stiftelsen blev alle fondens aktier i A.P. Møller – Mærsk overført til det nye selskab.
“Stilstand er ikke en mulighed, og har aldrig været det. Samtidig anerkender vi vigtigheden af at anlægge et langsigtet syn på nye initiativer og ikke falde i fælden af kvartalsrapporteringer. Det tager tid at vende en supertanker og bygge nye forretninger!”
Sådan skrev Robert Maersk Uggla i april 2018, da han som administrerende direktør i A.P. Møller Holding A/S skulle redegøre for resultaterne i 2017.
Udtalelsen falder i tråd med den langsigtede tankegang bag det nye holdingselskab, der skal varetage Mærsk-familiens interesser.
A.P. Møller Holding skal sikre ejerskabet
Ved at etablere holdingselskabet kunne man opbygge en pengetank, der kunne fastholde udbytterne fra datterselskaberne.
I den gamle konstruktion, hvor Almenfonden var den primære ejer, skulle udbytter og fortjenester ved aktiesalg fra datterselskaber udloddes i henhold til fondens formål.
Ved at indskyde holdingselskabet kan overskud nemmere investeres i nye aktiviteter, før man udlodder udbytter videre til Almenfonden.
Via ejerskabet er det sikret, at fundatsen for Fonden også fremadrettet efterleves, og at driften i selskabet sker i fuld forståelse med Almenfonden, som eneste ejer. Fondens vedtægter slår fast, at aktierne i A.P. Møller – Mærsk ikke må afhændes.
I selskabets formålsparagraf hedder det således:
“Selskabet er stiftet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (“A.P. Møller Fonden”) og har til formål at administrere de af A.P. Møller Fonden indskudte aktier i A.P. Møller – Mærsk A/S samt at udøve de dertil knyttede forvaltningsmæssige beføjelser.
Selskabet skal stedse have A.P. Møller Fonden som eneaktionær og skal stedse bevare majoriteten af stemmer i A.P. Møller – Mærsk A/S samt bevare de af A.P. Møller Fonden ved Selskabets stiftelse indskudte aktier i A.P. Møller – Mærsk A/S, men kan dog afhænde ikke-stemmeberettigede aktier, hvis Selskabet har erhvervet eller derved kan erhverve stemmeberettigede aktier til samme nominelle værdi.
Selskabet kan i ingen tilfælde sælge stemmeberettigede aktier i A.P. Møller – Mærsk A/S, medmindre A.P. Møller Fondens bestyrelse forinden skriftligt har meddelt sit samtykke.
Selskabet skal i øvrigt drives i overensstemmelse med A.P. Møllers ånd, således som udtrykt i A.P. Møller Fondens fundats, herunder blandt andet ved at sikre, at A.P. Møller – Mærsk A/S stedse holdes velkonsolideret, således at det ikke først og fremmest kommer an på en stor udbyttebetaling, men på opbygning af nyttig virksomhed. Selskabet har endvidere til formål at drive virksomhed med handel, industri og service og at eje kapitalandele eller andre ejerandele i såvel danske som udenlandske erhvervsvirksomheder.”
I årsregnskabet 2017 var formuen i A.P. Møller Holding A/S opgjort til 229 milliarder kroner.
Overtagelsen af aktierne i Danske Bank
Mærsk-koncernen havde siden 1928 ejet store aktieposter i Danske Bank.
Analytikere havde ofte argumenteret for, at et frasalg af disse bankaktier ville få rederiets aktiekurs til at stige.
I marts 2015 solgte A.P. Møller-Mærsk A/S så sine bankaktier.
Det skete da A.P. Møller Holding via APMH Invest A/S erhvervede 20 % af Danske Bank. 17 procent blev erhvervet fra A.P. Møller – Mærsk, mens de resterende tre procent allerede var ejet af Fonden og A.P. Møller Holding.
Bankaktierne ses som en langsigtet investering, hvor Almenfonden skal understøtte Danske Bank som en ledende dansk finansiel institution. Med denne manøvre strømlinede ledelsen det børsnoterede A.P. Møller-Mærsk A/S, men samtidig fastholdt Mærsk-familien via Almenfonden ejerskabet og honorerede dermed de stærke, historiske bånd til Danske Bank.
Ved købet af aktierne havde A.P. Møller Holding A/S ikke selv likvide midler, og man måtte derfor låne 10 milliarder kroner for at kunne gennemføre transaktionen.
Købet af Maersk Tankers
Den 20. september 2017 blev Maersk Tankers solgt til A.P. Møller Holding A/S for 7,3 milliarder kroner.
Senere blev en del af Maersk Tankers splittet op, hvorved ejerskab af skibe blev placeret i Maersk Product Tankers A/S. Dette selskab har nu japanske Mitsui som medejer.
Milepæle for A.P. Møller Holding A/S
20. december 2013: Selskabet stiftes
5. februar 2015: Stifter datterselskabet APMH Invest A/S
marts 2015: Selskabet overtager 20 procent af aktierne i Danske Bank
1. september 2016: Robert Mærsk Uggla tiltræder som direktør for A.P. Møller Holding A/S.
8. august 2017: stifter A.P. Møller Capital P/S
20. september 2017: Maersk Tankers sælges til A.P. Møller Holding A/S.
10. november 2017: APMH Invest II ApS omdannes til Maersk Product Tankers A/S.
21. december 2017 APMH Invest IV ApS stiftes.