Anna Mærsk fra 1932

Linjeskibet Anna Mærsk blev leveret i 1953. Foto: A.P. Møller-Mærsk A/S

Skibsreder A.P. Møller havde tidligt set fordelene ved at supplere sine to rederiselskaber med eget skibsværft.

Utallige byggenumre blev kontraheret via Odense Staalskibsværft, og et af disse skibe var Anna Mærsk fra 1932.

Sejlede på USA-Fjernøsten

A.P. Møller havde indledt linjefarten efter en samarbejdsaftale med Ford Motor Co., der dannede grundlag for regelmæssig afskibning.

Den første rejse startede 12. juli 1928, hvor ”Leise Mærsk” afgik fra Baltimore på den amerikanske østkyst via Panama-kanalen til Fjernøsten og retur.

Denne såkaldte Panamalinje klarede sig fint, og der måtte jævnligt kontraheres flere skibe til at dække afsejlingsbehovet. Transporten omfattede fra USA kul, bildele, bomuld, tobak, gummi, sojabønner og andre råmaterialer, mens man fra Fjernøsten fragtede silke, te, legetøj, tørrede kokosnøddekerner, ananas på dåse og sukker.

I 1930-32 fik man leveret en række såkaldt general-cargo vessels, der alle skød op til 15 knob. Af disse linjeskibe gjorde netop Anna Mærsk og søsterskibet Peter Mærsk sig bemærket ved i en årrække at medtage passagerer under særdeles komfortable apteringsforhold.

De nye, hurtige linjeskibe gav fornyet konkurrencekraft på linjen mellem USA og Fjernøsten.

 

 

Leveret fra Odense Staalskibsværft

Anna Mærsk blev leveret fra Odense Staalskibsværft i 1932 til et interessentskab bestående af A/S Dampskibsselskabet Svendborg og Dampskibsselskabet af 1912 A/S.

Det var værftets byggenummer 46.

Efter udbruddet af 2. verdenskrig lå skibet oplagt i amerikanske havne, men siden overtaget af US Maritime Commission.

Skibet blev solgt i 1941 og fik nyt navn af M/S LOOK OUT.

Skibet forliste den 12. december 1944 under konvojsejlads i Nordsøen, da skibet kolliderede med vrag ud for Vlissingen. Det tidligere Mærsk-skib sank, mens besætningen blev reddet.