Dansk Industri Syndikat A/S DISA var en del af Mærsk-koncernen

Skønt skibsreder A.P. Møller fortrinsvis koncentrerede sig om værftsdelen, var der også andre industrielle aktiviteter.

Ingen af disse skulle blive så kontroversielle som våbenfabrikken A/S Dansk Rekylriffel Syndikat, der havde udviklet et dansk maskingevær.

Udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 kunne have virkeliggjort enhver våbenfabrikants drøm. Et centralt element i den danske neutralitetspolitik var imidlertid et eksportforbud af våben til krigsførende lande. Bedst som efterspørgslen var i top, og mulighederne for at gøre gode forretninger allerstørst, måtte Dansk Rekylriffel Syndikat se konkurrenterne løbe med ordrerne.

Hovedsædet i København i 1915 for Dansk Rekylriffel Syndikat A/S. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Den russiske fejlsatsning

I 1915 mødte en russisk handelsagent op hos Riffelsyndikatet med en løsning. Den tyske hær var langt bedre udrustet end den russiske, hvor tusindvis døde i den vanvittige skyttegravskrig. Rusland, der savnede både maskingeværer og produktionskapacitet, afgav nu en ordre på 15.000 Madsen-geværer. Den enorme bestilling kunne med ét slag løse våbenfabrikkens ordretørke. Planen var at omgå det danske eksportforbud ved gennem et russisk datterselskab at opbygge en fabrik nordøst for Moskva, men det russiske eventyr udviklede sig til et økonomisk mareridt, der kun blev værre med den russiske revolution i 1917.

Den fejlslagne russiske satsning kostede selskabet ti års hårdt arbejde, og den internationale salgssucces var tabt på gulvet. På trods af nye produkter, herunder 20 millimeter maskinkanonen Flak Madsen, blev alle indtægter anvendt til afdrag på gælden, og der måtte søges nye investorer. Det bragte i starten af 1930 direktør Werner Haubroe til Kongens Nytorv 8, hvor han aflagde A.P. Møller en visit.

Syndikatets ambitioner faldt i tråd med den nationalt indstillede skibsreders forsvarsvilje, og han overtog en aktiepost på 15 procent i det gældstyngede selskab.Med skibsrederens indtræden i aktionærkredsen var der skabt ro om det økonomiske, og der solgtes luftværnssirener, filterventilatorer til beskyttelsesrum, lazaret-senge og gasmasker. Med et øget våbensalg kunne syndikatet i 1935 for første gang i femten år betale udbytte til aktionærerne, og man opnåede et godt ry for lønninger og arbejdsforhold på fabrikken.

Den 20. januar 1936 ændrede virksomheden navn til Dansk Industri Syndikat A/S.

Produktion under Anden Verdenskrig

Omsætningen toppede med 30,4 millioner kroner i 1943. Kort efter den tyske besættelse af Danmark modtog fabrikken nemlig en ordre på 500 Flak Madsen-kanoner og 2.400 Madsen-geværer til Tyskland. Bestyrelsen var indstillet på at nedlukke produktionen i lyset af tyskernes krav om våbenleverancer, men den danske regering henstillede til, at DISA optog produktionen. Dette vakte dog så megen modstand, at virksomheden under krigen var udsat for sabotage tre gange, blandt andet fra fabrikkens egne folk.

Den 9. juni 1943 trak Rederiet sin repræsentant ud af bestyrelsen, og A.P. Møller lod udbyttet fra investeringen tilflyde Fonden af 1942 angående Nordisk Samarbejde, hvorfra en del kanaliseredes videre til modstandsbevægelsens arbejde.

Riffelsyndikatets våbenfremstilling var kontroversiel, men leverancerne var godkendt af ministeriet. For at forhindre overophedning af den danske samfundsøkonomi havde man nedsat det særlige Odel-udvalg, der skulle godkende alle ordrer til besættelsesmagten. Udgangspunktet var et loft på fem procents fortjeneste. Den særlige avancelov skulle sikre mod overophedning af økonomien og efter krigen tilbagebetalte Riffelsyndikat 6.729.771 kr. i henhold til denne avancebegrænsningslov.

Efter Danmarks befrielse 4. maj 1945 stod Dansk Industri Syndikat næsten uden beskæftigelse, og bestyrelsen overvejede at lukke fabrikken helt. De fleste datterselskaber blev afviklet eller frasolgt, og i en overgangsfase fremstilledes barnevogne, børnecykler, brændeovne, oliefyr, grensakse og hængelåse.

Benzinstandere og elektronikproduktion

I maj 1949 trådte Mærsk Mc-Kinney Møller ind i bestyrelsen, og skibsrederens arbejde koncentreredes snart om at finde en ny hovedproduktion. For en lille dansk våbenproducent var det svært at hamle op med den udenlandske konkurrence, og fra 1963 satsede man udelukkende på civilproduktionen. Man begyndte en licensproduktion af benzinstandere, og med kunder som ESSO kom DISA Service til at omfatte serviceringen af over 14.000 standere.

En anden gren var elektronikproduktionen i DISA Elektronik. Her havde man rettighederne til det elektromedicinske apparat Myotensor, der benyttedes til genoptræning af muskler ved hjælp af elektrisk stimulation. I 1944 oprettedes et laboratorium for produktion af elektromedicinske apparater og måleapparater for industri og videnskab. DISA fremstillede sågar motorcykler.

Samtidig med overgangen fra fremstilling af våben til civilproduktion, skiftede Dansk Industri Syndikat A/S i 1961 navn til DISA og udvidede aktiekapitalen til 7,5 millioner kroner. Foruden elektronikafdelingen blev den civile produktion domineret af en teknisk revolutionerende støberimaskine. Forinden skulle man i perioden 1958-1964 igennem en bekostelig udflytning fra Frihavnsområdet, og udbetaling af dividende til aktionærerne var undtagelsen snarere end reglen. DISA var og blev et problembarn, og fra 13. maj 1959 blev Mærsk Mc-Kinney Møller selskabets bestyrelsesformand.

Overgangen fra fremstilling af våben til civilproduktion blev understreget, da DISA købte rettighederne til en revolutionerende sandformemaskine til støberi. Den første helskalamaskine leveredes til en amerikansk kunde 1. februar 1964. Samtidig begyndte DISA at projektere samlede støberianlæg med bygninger, maskiner, management guide og oplæring. Støberimaskinen Disamatic blev en stor salgssucces med levering af 700 anlæg frem til 1980.

Derimod gik det mindre godt i DISA Elektronik, der udviklede videnskabeligt forsknings-apparatur og elektro-medicinsk apparatur. DISA Elektronik solgte blandt andet et såkaldt hot-sensor anemometer til måling af strømhastigheder i vand og den såkaldte DISA 1500 Digital EMG System, der målte muskel- og nervefunktioner. Benzinstanderne bidrog tilfredsstillende til selskabets resultat i 1970erne, hvor DISA havde leveret halvdelen af det samlede marked på 20.000 standere herhjemme. Da benzinselskaberne selv overtog forretningen, blev divisionen nedlagt i foråret 1982.

Vækst, frasalg og kapitaltilførsel

I slutningen af 1970erne fik våben-divisionen et kraftigt opsving, hvor man deltog i produktionen til Sidewinder-missilet og det skibsbaserede missilsystem Seasparrow. De gode erfaringer herfra gav blod på tanden. I hård konkurrence opnåede man kontrakt på levering af gearkasser til 1400 F-16 jagerfly. Kontraktsummen på 240 millioner kroner var dog sat alt for lavt, ligesom man druknede i et hav af bureaukrati, intern rapportering og kontrolsystemer. I december 1980 opsagde den amerikanske samarbejdspartner aftalen og engagementet udmundede i et samlet tab på 50 millioner kroner og fyring af 100 medarbejdere.

Da A.P. Møller Gruppen udtrådte som majoritetsaktionær i Svendborg Værft, overtog DISA Svendborg Styremaskiner fra værftet. Virksomheden nåede at levere styremaskiner til en række Mærsk-skibe, men ellers var det småt med konstruktive bidrag fra DISA Marine. Efter et samlet underskud på 25 millioner kroner blev selskabet afhændet.

Endelig opkøbte man 1. juli 1975 aktierne i E. Kaisers Laboratorium A/S, der fremstillede apparater til måling af den menneskelige hjernes elektriske aktivitet. Dette selskab blev dog hurtigt lukket, da den planlagte integration med DISA Elektronik var slået fejl. Flere af koncernens ambitiøse opkøb skuffede, og frasalg var nødvendigt. Moderselskabet fik udvidet sin aktiekapital flere gange og optog samtidig store lån.

Blandt syndebukkene var A/S Boy Transportmaterial, der skulle levere det højteknologiske sorteringsanlæg til P&T’s nye postomkartering i København. Anlægget fungerede slet ikke, og efter et samlet tab på omkring 100 millioner kroner opgav man til sidst helt leveringen.

Gældsproblemer

I moderselskabet DISA steg gælden til over 480 millioner kroner, og flertallet af de investeringer, der blev foretaget i 1970erne, skuffede. Den gode indtjening fra Disamatic blev hældt i de nødlidende datterselskaber. Hidtil havde Rederiet ikke blandet sig i driften, men da den øgede rentebyrde nødvendiggjorde tilførsel af 38 millioner kroner i frisk kapital i både 1979 og 1980, indsatte man den tidligere direktør i Pharma-Plast, P.A. Sørensen, som ny koncernchef. Han stod i 1983 bag frasalget af DISA Elektronik for 150 millioner kroner.

Støberimaskinen Disamatic var bedst til større støberier, medens man havde svært ved at komme ind hos små støberier. I 1984 erhvervede man imidlertid halvparten af det vesttyske Forma-Bühle GmbH og fik adgang til markedet for horisontale støberimaskiner. I november 1986 erhvervedes aktiemajoriteten i Badische Maschinenfabrik Durlach GmbH, og koncernen fordoblede sin omsætning til 1,1 mia. kroner i 1987.

Herefter indtrådte vanskeligheder. I 1993 var det samlede koncernresultat et underskud på 63 millioner til trods for en omsætningsfremgang til 1.392 millioner kroner, blandt andet efter opkøb af Nordfab Gruppen, der producerede ventilations- og filteranlæg.

Efter en række dårlige erfaringer med militær produktion fik man ny appetit på denne branche, og i perioden 1984-87 var man med til at fremstille landminer og modernisere de danske HAWK-raketter og Haubitser-kanoner. DISA deltog også i fornyelsen af danske Centurion-tanks, men engagementet i militær produktion var for lille og indtjeningen utilfredsstillende. I 1994 blev den resterende aktivitet i DISA Systems Group solgt, og dermed opgav DISA den militære produktion, der havde været virksomhedens grundlag.

Den sidste støberimaskine

DISA havde problemer på flere fronter. Nordfab A/S, der producerede ventilations- og filteranlæg, gav store underskud og den tyske maskinfabrik Badische Maschinen¬fabrik Durlach GmbH led under et faldende marked med hård priskonkurrence. Sammenlagt måtte DISA-koncernen i 1994 notere et voldsomt underskud på 146 mio. kroner. Ledelsen betragtede da også resultatet som “meget utilfredsstillende”, og 159 medarbejdere måtte afskediges.

Problemet lå i en intens priskonkurrence med den schweiziske støberikoncern, Georg Fischer AG. DISA var førende inden for produktion af vertikale anlæg, mens Georg Fischer var det inden for horisontale anlæg. Konkurrencen var så hård, at de to konkurrenter i 1996 sammenlagde deres støberiaktiviteter i Georg Fischer DISA Holding AG.

DISA kunne fejre sit 100 års jubilæum den 21. november 2000. I den anledning fik firmaet nyt logo, og alle virksomhederne blev samlet under navnet DISA. Med disse omstruktureringer begyndte en række gode år for DISA, der i perioden 1995-2001 tjente 344 millioner kroner efter skat. Omsætningen steg til et foreløbigt højdepunkt af 2.493 millioner kroner i 2001. Fremgangen blev ikke mindst opnået, da man per 1. januar 2000 erhvervede resten af Georg Fischer DISA og den franske luftfiltervirksomhed Cattinair. Samme år påbegyndte opbygningen af en filterfabrik i Polen for at reducere omkostningerne. Flytningen af produktionen viste sig vanskeligere end forventet, og det satte sine spor i de efterfølgende årsregnskaber med skuffende resultat.

I 2003 præsterede DISA et underskud på 58 millioner kroner, og i december 2004 gjorde Esplanaden op med de dårlige resultater. Hele DISA Air divisionen blev solgt, og få måneder senere overtog en kapitalfond støberiaktiviteterne i DISA Holding A.G.

Dansk Industri Syndikat A/S havde efter transaktionernes færdiggørelse ikke flere aktiviteter. I praksis var DISA dermed afviklet og med det var der sat punktum for et af de mest omtalte industrielle aktiviteter hos A.P. Møller-Mærsk A/S.