Mærsk kan nu med rette kalde sin særlige blå farve for Mærsk-blå.
I maj 2019 gav Patent- og Varemærkestyrelsen nemlig Mærsk-koncernen eneret til selskabets helt egen farve – et såkaldt farvemærke.
Mærsk er blot det andet selskab i Danmark, der får en sådan eneret. Dermed har Mærsk nu fået beskyttet sin lyseblå farve, som virksomheden har benyttet sig af gennem 133 år.
Den lyseblå farve er så tæt på at være et synonym for selskabet, at det lykkedes som blot det andet selskab i Danmark at få beskyttet en farvekode.
”Det er bemærkelsesværdigt. Én ting at få beskyttet et logo, et navn eller en lyd, men at få beskyttet en farve, er inden for varemærker noget af det sværeste at få registreret. Der er en række kriterier, som et selskab skal kunne bevise, at de opfylder,” siger chef for design og varemærker i Patent- og Varemærkestyrelsen, Hannah Holm Olsen.
Kunderne forbinder Mærsk-blå med selskabet
Da antallet af farver er begrænset, er eneret på en farve ganske vidtgående. Det kan forhindre andre erhvervsdrivende inden for samme kategori at bruge farven i at markedsføre deres varer eller tjenesteydelser. Mærsk har fået registreret sin farve for ydelsen ”søfragttransport” på bagrund af indarbejdelse.
Udover Mærsk er Grundfos den eneste virksomhed i Danmark, som har fået eneret på en farve.
Som led i ansøgningen til Patent- og Varemærkestyrelsen dokumenterede A.P. Møller – Mærsk, at 84 procent af respondenterne i deres kundekreds forbandt den lyseblå farve med selskabet og dets serviceydelser.
”Vi hører ofte historier om, at danskere føler sig hjemme, når de ser en container med Mærsks hvide stjerne på lyseblå baggrund i udlandet. Selvom A.P. Møller – Mærsk er stor i den danske bevidsthed, er vi knapt så store i et internationalt perspektiv. Derfor er det vigtigt at få registreret vores egen farve. Nu står vi bedre rustet i eventuelle retssager, hvor andre selskaber i samme branche forsøger udnytte vores farve, som vi jo har bevist, at vores kunder forbinder med Mærsk,” forklarer Henning Morgen, der er historiker hos A.P. Møller – Mærsk.
Brugt første gang i 1886
Det var i 1886, at kaptajn Peter Mærsk Møller købte dampskibet Laura. Da skibet lagde fra kaj for første gang under sin nye ejer, var det med en syvtakket hvid stjerne på skorstenen, som var malet i den nu beskyttede farve, der går under navnet Pantone Maersk Blue.
Flåden under A.P. Møller – Mærsk gruppen er i dag en af verdens største med over 1.000 skibe.
Mærsk-flådens skibe går under fællesbetegnelsen “The Blue Fleet”. Dette udtryk har sit udspring i midten af 1950erne, hvor man ændrede skibenes farve til den nuværende blå nuance.
I begyndelsen af rederiets virke var de gamle Mærsk-dampere med ganske få undtagelser malet i de for tiden traditionelle farver med sort skibsside og rød bund, brun eller til dels hvid aptering og sort skorsten.
Med en serie motorskibe bygget i 1923 indførtes en ny farve. A.P. Møller fandt, at et farveskift til noget lysere var tiltrængt for at gøre flåden mere genkendelig. Bunden var vedvarende rød, men den sorte del af skroget blev nu malet grå, medens aptering blev hvid og skorstenen uændret sort.
Efter visse prøver blev alle nybygninger fra 1934 og frem malet i den såkaldte Krongrå.
Et ønske om en ny farve
I 1955 opstod imidlertid et ønske om at gøre skibene mere særprægede.
Direktør Erik Ringsted fra Odense Staalskibsværft foreslog da, at den grå skibsside i stedet blev malet i skorstensmærkets særlige blå nuance. Da han foreslog det over for Mærsk Mc-Kinney Møller, lød svaret, at “det ville vi aldrig få godkendt.” Erik Ringsted gav dog ikke op, og næste gang han talte for sagen, indvilgede Mærsk Mc-Kinnney Møller i at forelægge ideen for sin far.
Sammen gik de til A.P. Møller, som til deres overraskelse ikke var svær at overtale.
De første blå skibe blev Regina Mærsk og Francine Mærsk i 1955. Det var i øvrigt dronning Ingrid, der navngav “Regina Mærsk”, der som det første skib blev malet Mærsk-blå.
Efter en række forsøg bestemte man sig for den nuværende, noget lysere Mærsk-blå farve, som alle skibe maledes i efter 1957.
Ifølge de tilgængelige oplysninger ser den officielle Mærsk-blå farve således ud