A.P. Møller-Mærsk A/S koncernen har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2018.
Omsætningen stiger med hele 26 procent fra 30,9 milliarder dollars i 2017 til 39,0 milliarder dollars i 2018.
Det svarer til knap 257 milliarder kroner.
Ifølge koncernchef, Søren Skou, var 2018 præget af en betydelig fremgang i forhold til koncernens strategiplan fra 2016, hvor man som bekendt besluttede at afvikle de olie-relaterede forretningsområder.
Ikke mindst formåede man i 2018 at foretage en succesfuld integration af Hamburg Süd og samtidig accelerere koncernens digitale transformation.
”Vi kom langt med strategiimplementeringen i det forgangne år. Med den forventede udskillelse og børsnotering af Mærsk Drilling i april er der nu fundet gode løsninger for udskillelsen af så godt som alle energirelaterede forretninger. Samtidig er vi lykkedes med at integrere Hamburg Süd, der er god fart på vores digitale transformation og vi har integreret salg, kundeservice, drift og produktudvikling i én samlet organisation der har kundernes behov i centrum. Med vækst i såvel Ocean som non-Ocean er vi på rette kurs,” udtalte Søren Skou i forbindelse med årsregnskabet.
21 milliarder i overskud
Overskuddet efter skat steg markant fra et underskud på 1.164 millioner dollars i 2017 til et overskud på 3.221 millioner dollars i 2018.
Det svarer til 21,2 milliarder kroner.
Koncernen øgede indtjeningen på trods af stigende bunkerpriser og en lavere vækst i containermarkedet i andet halvår af 2018 end forventet.
Mærsk-topchef Søren Skou understreger dog, at rentabiliteten skal forbedres.
Ser man således udelukkende på resultatet af de fortsættende aktiviteter, som jo er kernen i fremtidens koncern, var bundlinjen således knap så opløftende.
Her blev det til et underskud på 148 millioner dollars eller cirka 973 millioner kroner.
Investorerne var dog ikke tilfredse, og selskabet aktiekurs faldt på et tidspunkt med over 10 procent efter meddelelsen.
Børsnotering af Maersk Drilling
Samtidig er det nu offentliggjort, at boreplatformene i Maersk Drilling Holding A/S udskilles i et nyt selskab ved navn “The Drilling Company of 1972 A/S”.
Aktierne i dette selskab bliver noteret på Nasdaq Copenhagen A/S. Beslutningen skal godkendes på en generalforsamling for A.P. Møller – Mærsk A/S den 2. april 2019.
Herefter ventes aktierne i det nye selskab at blive børsnoteret med første handelsdag den 4. april 2019.