Motorcyklen fra DISA

Mærsk og motorcykler rimer måske ikke umiddelbart hos ret mange.

Ikke desto blev Mærsk-koncernen efter Anden Verdenskrig involveret i fremstillingen af en dansk motorcykel.

Det var datterselskabet Dansk Industri Syndikat A/S (DISA), der stod for produktionen.

I 1949 trådte Mærsk Mc-Kinney Møller ind i bestyrelsen, og skibsrederens arbejde koncentreredes snart om at finde en ny hovedproduktion. For en lille dansk våbenproducent var det svært at hamle op med den udenlandske konkurrence. I en periode efter Danmarks befrielse stod Dansk Industri Syndikat næsten uden beskæftigelse, og bestyrelsen overvejede at lukke fabrikken helt.

De fleste datterselskaber blev afviklet eller frasolgt, og i en overgangsfase fremstilledes barnevogne, børnecykler, brændeovne, oliefyr, grensakse og hængelåse.

Og så altså også motorcykler.

Aage Uth og Skafte Rasmussen

Hos DISA havde man ansat den unge ingeniør, Aage Uth, der blev initiativtager til motorcykelprojektet.

Han kom i forbindelse med grundlæggeren af DKW-fabrikkerne, dr.tech. Jørgen Skafte Rasmussen, der havde konstrueret en letvægtsmotorcykel med en banebrydende 150 cc totaktsmotor.

Efter Anden Verdenskrig gjorde han DISA interesseret i at videreudvikle dette arbejde.

Dansk Industri Syndikat stod på dette tidspunkt midt i en brydningstid, hvor man skulle finde nye forretningsområder til den traditionelle våbenproduktion.

Konstruktionsarbejdet begyndte i 1948, og i december 1949 var den første prototype færdig. Den blev præsenteret for pressen den 4. januar 1950.

Motorkonstruktionen krævede et større udviklingsarbejde, og DISA gjorde de første markedserfaringer med en mindre prototype – DISA V100 – der prøvekørtes af Skandinavisk Motor Journal i juli 1950.

Her blev den prisbillige kvalitetsmaskine mødt med stor begejstring.

Den erfarne motorcykelskribent Mogens H. Damkier prøvekørte én af disse V100 motorcykler og udtalte begejstret sit håb om, at DISA ville sætte maskinen i produktion, da forventningerne var rigeligt indfriet.

DISA erhvervede fremstillingsretten og igangsatte produktion, i første omgang med en indkøbt 98 cc motor. Salget organiseredes efterhånden gennem Nimbus-forhandlerne.

Den lille motorcykel havde en tophastighed af 67 km/time og kørte hele 70 kilometer på en liter benzin.

I datidige reklamer for totaktsmotorcyklen stod at læse:

“DISA V100 er monteret med 98 ccm Villiers motor, to-trins gearkasse med skiftning ved hjælp af drejehåndtag, kraftigt lysanlæg, svingsadel, store lukkede skærme og teleskopforgaffel med speedometer på styrestammen.”

Prisen var inkl. omsætningsafgift 1.937,50 kroner, og DISA håbede på en stor salgssucces.

Afgift spænder ben for motorcyklen

Desværre pålagde myndighederne da en større afgift på motorcyklerne, som dermed fik hård konkurrence fra knallerten, der således var fritaget for denne afgift.

Samtidig var udviklingen af en ny motorcykel med Skafte Rasmussens motor kun gået gradvist frem, og især patentsagerne tog ganske meget tid.

Først i 1954 var den 150 cc store motor indbygget i fire motorcykler, den såkaldte nul-serie, som skulle bruges til prøvekørsler for at udradere de sidste børnesygdomme.

Produktionen af modellen V100 ophørte i 1956. Der findes ingen præcise produktionstal, men det menes, at der blev fabrikeret mellem 500 og 600 eksemplarer af denne model.

Med den nye afgift bedømte DISA imidlertid, at konkurrencen var for ulige, og man standsede derfor produktionen. Det lykkedes aldrig at skabe den forventede afsætning, hvor blandt andet landpostbude skulle have haft motorcyklen.

I 1956 solgte selskabet sin restbeholdning af motorcykler på Københavns Motorauktioner.

Dermed var Mærsk-koncernens engagement i en dansk motorcykelproduktion et overstået kapitel i erhvervshistorien.

På denne side er der mange billeder af DISA V100.