Fra 1. januar 2018 får Mærsk Container Industri ny direktør.
Som ny Chief Executive Officer skal Sean S. Fitzgerald sikre fremtiden for MCI. Sean S. Fitzgerald kommer fra en stilling som direktør for Joy Global China, der indgår i det japanske Komatsu Mining Corp.
Indvielsen af Mærsk Container Industri i Tinglev
Den 15. januar 1991 foretog Dronning Ingrid den officielle indvielse af Mærsk Container Industri A/S i Tinglev. Det skete sammen med bestyrelsesformand Troels Dilling, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller samt direktør Vagn Rosenkilde Kristensen.
Fabrikken var en forlængelse af skibsværftets strategi, hvor man ønskede at bygge containere til linjefartens skibe.
Mærsk Container Industri A/S blev verdens mest moderne containerfabrik, men produktionen forløb ikke uden indkøringsvanskeligheder, og selskabets første to regnskabsår gav et samlet underskud på 92 millioner kroner.
Siden kom regnskaberne ind i en bedre gænge. De gode erfaringer med tørlastcontainere blev udvidet med produktion af kølecontainere på en fabrik ved siden af det eksisterende anlæg.
I august 1998 købte man Asiens største containerfabrik i Kina, og kort efter nedlagde man produktionen af tørlastcontainere i Tinglev. Disse tiltag gav stigende resultat, og i perioden 1998-2003 tjente man over 350 millioner kroner.
I 2005 og 2006 tabte Mærsk Container Industri imidlertid sammenlagt over 300 millioner kroner, og selskabet indstillede sin produktion af kølecontainere i Danmark. Stærkt faldende markedspriser på kølecontainere og lav dollarkurs gjorde det umuligt at producere til konkurrencedygtige priser i Tinglev.
Ny strategi
Maersk Container Industry har udviklings- og testfaciliteter i Danmark samt to produktionsfaciliteter i Kina og en i Chile.
Sammenlagt beskæftiger MCI næsten 5.000 ansatte globalt, men virksomheden har oplevet svære år.
Da man i september 2016 vedtog koncernens nye strategi skulle transportselskaberne arbejde tættere sammen og tillige koordinere produktionen af containere via Maersk Container Industry.
Fra 1. januar 2018 er det så Sean S. Fitzgerald der som Chief Executive Officer skal sikre fremtiden for MCI. Målet er ikke blot vækst og overskud, men også at skabe nye og mere effektive produkter.